Bag bloggen

Velkommen til The Struggle is Real

Jeres virtuelle vært, i dette lille hjørne af internettet, er mig, Sabrina.

Jeg er 35 år og bor på Christianshavn, i en herlig lejlighed, med udsigt til flotte solopgange. Når jeg ikke skriver på bloggen, arbejder jeg som selvstændig i min egen lille virksomhed, med at udvikle opskrifter, lave madstyling, og tage madfotos til forskellige kunder. Jeg tilbyder også at hjælpe virksomheder med strategi og drift af deres sociale platforme, ligesom jeg gerne laver tekstarbejde, fx i form af tekster til hjemmesider.

Bloggen her, er et nyt eksperiment som er opstået ud fra et ønske om at skabe noget sammen. Et ønske om at grave lidt dybere, i alle (voksen)livets aspekter, få forskellige historier, synspunkter og værdier på bordet og skabe en form for fælleskab, kvinder i mellem, hvor hvor vi kan tale om alle de emner der er relevant, for voksne kvinder.

Min drøm er, at skabe et lille univers, som foruden at være et rart sted at opholde sig, også giver stof til eftertanke, som får dig til at grine, græde, blive rørt, gør dig glad og som gør dig klogere på andre mennesker, og de mange forskellige livsvilkår vi alle kommer med.

Herinde kommer emnerne til at spænde bredt. Vi kommer til at berøre emner som karriere, tab, sygdom, parforhold, iværksætteri, personlig udvikling og meget mere. Alle disse emner, suppleret med nogle af de bedste ting i livet, som mundvandsfremkaldende opskrifter, spændende oplevelser, interessante bøger og ting der bare gør livet bedre, sjovere og måske endda smukkere. Jeg vil bestræbe mig på, at samle alle de ting som er relevante og vedkommende i det gode kvindeliv.

Jeg håber at du har lyst til at blive hængende, og måske endda at give dit besyv med. Enten i form af at dele din egen historie, ved at skrive en kommentar, eller ved at dele bloggen her med dit netværk, hvis du finder den interessant.

Tusind tak fordi du læser med, det betyder mere end du aner.

KH

Sabrina/ The Struggle is Real.