De bedste croissanter i Paris

De bedste croissanter i Paris

Oplevelser
De bedste croissanter i Paris

Yann Couvreur. Afsindig lækre croissanter. Perfekt flaget og sprødt ydre og kompakt og blødt indre. Dejlig smørsmag. Laver også virkelig gode kager. Er en kæde, så den ligger flere steder i Paris, eneste ulempe er at det er dyrt.

Hvor får man egentlig de bedste croissanter i Paris?

Croissanter i Paris, er som Amen i kirken. Det er nærmest blasfemi at springe over.

Jeg har i mit liv spist virkelig mange croissanter. Sådan virkelig mange. En god croissant er noget nær det tætteste på himmerige jeg kommer Får jeg en kedelig, bliver jeg til gengæld nærmest vred. Jo, croissanter er en alvorlig sag! Kombinationen af gluten og smør, det er måske min favoritkombination af alle, og kan nærmest gøre mig lykkelig.

Jeg husker stadig da jeg som 18 årig, boede i Spanien i en periode for at studere. Indtil da, tror jeg primært, at jeg havde fået croissanter, der kom ud af den der rulle der stod på køl. Men i Spanien, der fik jeg øjnene op for hvad en croissant også kan være. Hver dag, når jeg skulle tage toget i skole, gik jeg forbi en lille bod på stationen, hvor den mest himmelske duft af croissanter bredte sig. Jeg kunne (naturligvis) ikke modstå fristelsen og fik de lækreste, flagede, sprøde croissanter. Jeg tror at det var dér mit kærlighedforhold til croissanter for alvor startede, og så var der ingen vej tilbage.

De bedste croissanter i Paris

Liberté. Endnu en virkelig lækker croissant, fra det fineste lille Boulangerie/Pattiserie. Helt som en croissant skal være og tilmed billig. Spring dog den med mandel over. Ligger lige ved Canal st. Martin i 10 arr.

Croissanter er en større videnskab, derfor bliver man ekstra glad, når man får en der er helt perfekt.

Den senere tid, er jeg blevet noget mere kræsen med mine croissanter. Jeg vil kun spise de gode, og de kan være svære at finde i Danmark. Derfor gik jeg også all in på croissanter, på min nylige tur til Paris – for din skyld, naturligvis! Jeg tog en for holdet dér og fyldte mig med croissanter, så ofte jeg fik chancen.

Jeg må dog sige, at en del croissanter var et skuffende bekendtskab og mange var tydeligt bagt på margarine, hvilket giver en ubehagelig belægning i ganen og langt fra samme helstøbte oplevelse. Blasfemi! Når selv franskmændene begynder at spare på smørret, er det tid til at råbe vagt i gevær! Jeg vil se smør demonstrationer over det hele, mindre kan ikke gøre det! Giv os smørret tilbage!

De bedste croissanter i Paris

Du pain des idées – er af mange udråbt som den bedste croissant i Paris. Jeg blev desværre en anelse skuffet. Det var en virkelig god croissant, men de to ovenstående var efter min mening bedre. Om jeg bare var uheldig, eller har anderledes smagsløg, det er ikke til at sige. Men det var en dejlig croissant. Ligger i 10 arr. Tæt ved Canal st. Martin

Jeg havde hele 8 dage i yndlingsbyen denne gang, så jeg kom vidt omkring. Og da jeg var på min vigtige croissant-mission, virkede det derfor oplagt at tage et croissantkursus. When in Rome Paris, på min sidste dag. Det kan klart anbefales, hvis du er på de kanter. Jeg er derfor i gang med at eksperimentere i eget køkken og håber meget at kunne fremvise perfekt flagede lag, i nærmeste fremtid.

De bedste croissanter i Paris, er måske så meget sagt. Jeg har jo selvsagt ikke smagt dem alle – desværre. Jeg vil dog mene at de fleste vil få tilfredsstillet deres croissantcravings disse steder. De smager alle af smør og kærlighed, og det er jo en fremragende start.

Hvis du har lyst til at læse mere om min tur til Paris, så kig fx her

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    Louise
    26/04/2019 at 11:32

    Jeg har også lige været i Paris og jeg fik den bedste croissant jeg nogensinde har smagt hos Du pain des idées. Men jeg synes godt nok også den du har fået ser ret kedelig ud – så tror måske du var uheldig. Deres pain au chocolat var også ret lækre og så selvfølge pistaciesneglen du også selv har fået kan jeg se :o)

    • Reply
      admin
      26/04/2019 at 15:35

      Det undrede mig også, at jeg havde hørt det var den bedste fra så mange. Jeg nåede desværre kun forbi en enkelt gang, men der var det en lidt skuffende oplevelse. Jeg må forsøge igen på mit næste besøg i Paris, der er nok ikke andet for. Men tænk sig, selv med 8 dage til rådighed, havde jeg stadig pres over alle de ting jeg skulle nå at spise 😉
      Og ja, pistaciesneglen var også lækker.

      Kh

    Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.