Forårspizza med røget burrata, kartofler og stenbiderrogn

Forårspizza med røget burrata, kartofler og stenbiderrogn

Opskrifter
Forårspizza med røget burrata, kartofler og stenbiderrogn

Denne pizza med røget burrata, kartofler og stenbiderrogn, kan næsten ikke blive mere forårsagtig – selv hvis den prøvede. Det er alle de fineste spæde forårsbebudere i fineste forening.

Forårspizza med røget burrata, kartofler og stenbiderrogn

Pizza er jo aldrig en dårlig ting, heller ikke i den hvide udgave, og stenbiderrogn er virkelig noget jeg er begyndt at sætte pris på de senere år. Det er sådan en herlig lille delikatesse, som er så skrøbelig og fin, både i smag og konsistens. Det er dyrebart guld og så begrænset en periode man kan få det, at det får en til at værdsætte det lidt ekstra, når man er så heldig at få det på sin tallerken.

På min nyligt overståede tur til Paris, var jeg i det mest vidunderlige, og kæmpe store supermarked. Det var proppet til renden med alverdens delikatesser. Jeg havde lyst til at tage det hele med hjem, men ak, kufferten var fuld, og pungen efterhånden noget tom, efter otte dage i Paris. Så jeg besindede mig, og købte kun et par enkelte sager med hjem.

Blandt andet faldt jeg over en røget burrata, som jeg ikke kunne stå for. Hvis du ikke kender burrata, så minder det om mozzarella, men i en langt mere cremet og lækker udgave. Hvis du ikke kan få burrata, så er bøffelmozzarella et ganske fint substitut, og almindelig mozzarella kan naturligvis også bruges.

Jeg købte også en trøffelsmør, som jeg tænker skal i brug snarest, og så en chokolade med lavendel. Jeg synes selv at jeg var meget beskeden i mine indkøb.

Forårspizza med røget burrata, kartofler og stenbiderrogn

Men, tilbage til pizzaen. Pizza med kartofler og burrata er lækkert i sig selv, tilsæt stenbiderrogn og du er i himlen, men som en ekstra lille detalje på en ellers vidunderlig sag, så toppede jeg med de fineste ærteskud og et par dryp hjemmelavet ramsløgolie, som jo vælter frem netop nu. Jeg synes selv at det blev den fineste forårspizza, og pønser på en gentagelse af succesen snarest.

Forårspizza med røget burrata, kartofler og stenbiderrogn

Antal: 2 pers

Ingredienser

  • 1 portion Pizzadej
  • 3 Kartofler
  • 1 stk Røget burrata en almindelig burrata er også fin, eller frisk mozzarella
  • 1 spsk Ramsløgsolie Kan udelades
  • 1 håndfuld Ærteskud
  • Havsalt
  • Friskkværnet peber
  • 50 g Stenbiderrogn

Sådan gør du

  • Rul pizzadejen tyndt ud. Jeg snød og brugte en fra Gorms
  • Snit kartoflerne helt fint, gerne på et mandolinjern, men en skarp kniv kan også gøre det og fordel dem i et tyndt lag på bunden
  • Bræk osten i mindre stykker og fordel den ovenpå kartoflerne
  • Bag pizzaen i en brænd varm ovn i 8-10 min til den er blevet gylden og osten er smeltet
  • Lad pizzaen køle en anelse af og fordel små klatter af stenbiderrogn, ærteskud og evt ramsløgsolie på pizzaen
  • Drys med lidt havsalt og friskkværnet peber 

Har du brug for en lille syrlig drink til? Så prøv denne herlige gin sour

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.