Min karriere: Dorte Bak

Historier

Dette er en ny kategori på bloggen, hvor en række inspirerende kvinder, fortæller en historie fra deres liv. Historierne kan være mangeartede, og handle om karriere, sygdom, tab, kærlighed, barnløshed og meget andet. Anden kvinde i rækken er, sødeste Dorte, som foruden at være en virkelig dygtig frisør, også er topsej blogger, der har et gennemført æstetisk univers og så er hun ét af mine favoritmennesker at sparre med. Dorte har skrevet lidt om hendes vej, til hvor hun er nu. Find også hendes blog her. Herfra er ordet Dortes.

Jeg er selvstændig og har vel nemmest betegnet det man kan kalde et patchwork- job, som består af flere elementer, der i en “normal” ansættelse” nok ikke ville hænge sammen som en enkelt jobbeskrivelse. Jeg er uddannet frisør, men har også både en sproglig studentereksamen og en handelseksamen, og så er jeg autodidakt indenfor HR-faget, hvor jeg har en flereårig erfaring med ledelsesbegreberne, herunder især rekruttering og employer branding.   

Alt er tilfældigt og intet er planlagt, når det kommer til mit arbejdsliv. Jeg har aldrig haft en ambition om at blive frisør, men fordi det ligesom landende foran mig og viste sig at være noget, jeg havde flair for, så blev det sådan. I virkeligheden drømte jeg om at tage en design-uddannelse, senere overvejede jeg at blive guldsmed, men begge dele blev jeg frarådet, fordi man dengang mente, at der ikke var jobs – og det lyttede jeg til. Jeg vil nu sige, at jeg ikke fortryder mine valg, nok fordi jeg jo kan se, at jeg selv er med til at tegne min vej – jeg er nok meget typen, der ofte opnår, hvad jeg sætter mig for, og på den ene side er det jo en fin ting, at man er en person, der generelt er god til mange ting, omvendt så må jeg konstatere, at jeg aldrig bliver den bedste indenfor noget – jeg mister simpelthen interessen hen ad vejen, og vil gerne igang med at skabe noget nyt. 

Jeg har lært at værdsætte den energi og det drive, som jeg tidligere forbandede. Jeg føler ikke længere, at jeg skal være som alle andre eller kunne passe ind i de almindelige arbejdsrammer, som de fleste på en eller anden måde gør. Det gør jeg ikke, jeg har aldrig trives med det, og det kommer jeg sikkert aldrig til. Så jeg vil gå langt for at forblive selvstændig i mange år frem. 

Det aller vigtigste for mig er frihedsfølelsen. Jeg knokler hårdt og arbejder langt mere end de fleste, men jeg har altid muligheden for at ændre på min dag, trække stikket og passe på mig selv eller min familie. Jeg lever med en kronisk smertebetinget sygdom, som jeg aldrig ved, hvornår fælder mig, og derfor har jeg alle dage haft behov for at kunne passe på mig selv. Balancen med ikke at skylde noget, selv at bestemme og kunne tage tingene i mit eget tempo, det gør i virkeligheden at jeg performer langt bedre, end jeg gjorde i mine ansættelser – alene fordi jeg ved at muligheden for frihed er der.

Mit bedste råd til andre må være at tage skyklapperne frem engang imellem. Hvis man for ofte spejler sig i andres roller/succes/stil, så mister man sig selv. Man skal huske på, at det kun er en selv man snyder, hvis man former sig uden for sin egen rolle – vil man være glad, sådan helt ægte, så kan man jo kun være sig selv. Så rådet må være at virkelig se indad og finde sine styrker og svagheder og arbejde fornuftigt med det i sine valg af job, uddannelser, parforhold, forventninger til sig selv osv. 

Mit største mål er at se mine 2 piger blive til 2 selvstændige voksne, som tror på deres evner og går efter deres drømme. Jeg har masser af arbejdsmæssige mål også, og selvom de er store, nogle af de drømme, så rangerer de langt nede på prioriteringslisten, fordi det ikke ville give mig en glædesfølelse at indfri dem, hvis ikke familien fungerer. 

Foto: Malene Borup

Jeg bliver misundelig på andre hele tiden. Jeg tror at misundelse er en god og sund ting – det motiverer i hvert fald mig til at tage mig sammen og være mere målrettet og sej i mine arbejdsprocesser. Jeg bliver mest misundelig, når jeg kan se andre få succes, hvor jeg egentlig føler at jeg “er lige så dygtig”. Oftest kan jeg dog godt finde svaret på hvorfor det så ikke blev mig, der løb med opgaven, agenten, anbefalingen osv – jeg ved godt, hvad jeg er svag til og bør arbejde med. Oftest bliver jeg misundelig, når jeg ser andre være dygtige til noget, som jeg godt ved ligger langt udenfor min komfortzone – jeg er for eksempel vildt dårlig til at netværke, fordi jeg dybest har det bedst alene hjemme foran min skærm, ha ha.

Jeg er vildt glad for min situation, virkelig! Jeg føler på alle måder, at min tilværelse er en succes – når det er sagt, så er der altid ting, man gerne ville file lidt på, men vi befinder os højt oppe i spidsen af Maslovs Behovspyramide, fordi alle grundelementerne er altså i orden. Derfor har jeg heller ingen kvaler med at prioritere og sige nej til ting, som frister og ikke passer ind. Jeg er i den utroligt heldige situation, at jeg allerde har opnået mange af de ting, jeg vurderer som vigtige, og derfor føler jeg ikke, jeg skal ofre noget for at finde balancen mellem familieliv og karriere. Det kan være der kommer nye boller på suppen, år mine børn “forlader reden”.

Jeg drømmer om at være selvstændig i mange år frem. Jeg vil gerne igang med at udgive bøger og i det hele taget håber jeg, at jeg får succes med at binde min forretning bedre sammen de kommende år. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at tage til udlandet med min familie på et tidspunkt, eller måske bare min mand og jeg om 10-15 år, når børnene virkelig klarer sig selv. Og så drømmer jeg bare om at gøre en forskel – jeg ville elske at sparke hul på projekt “børnene møder de gamle”, fordi jeg synes det er super vigtigt, at alle generationer har gavn af hinanden.

Tusind tak til Dorte, for den fine historie. Hvis du ikke allerede kender Dorte, så kig forbi hendes blog her. Læs også første indlæg i føljetonen med Danica

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.