Noget om savn…

Historier
Smuk gadekunst på en mur i Marais

Dagene op til, at jeg rejste til Paris (hvor jeg befinder mig i skrivende stund) sov jeg hos en ven i et par dage. En ven, som tidligere har været en ‘ven’, men som altså nu er en platonisk én af slagsen. Der var ingen lummerheder i luften, og alle sov med hænderne over dynen. Da jeg tog afsted mod lufthavnen forfærdeligt tidligt fredag morgen, lå han stadig under sin varme dyne og sov sødt. På vej mod lufthavnen, havde jeg sådan en sjov følelse. En følelse af savn, af en art. For kan man egentlig savne noget man aldrig sådan rigtig har haft?

Savnet var ikke rettet mod ham, vi er som sagt bare venner, men mere mod det hans varme krop symboliserede. I et par dage oplevede jeg dét med at komme ‘hjem’ til én, eller én der kom ‘hjem’ til mig. Vi spiste middag, nussede med katten, talte om hvornår vi hver især var hjemme og sov i samme seng. Det føltes både helt normalt, og meget uvant samtidig, hvilket var lidt besynderligt.

Fineste tekst på en mur i Marais – ‘Mit hjerte er dit’

Jeg har været single, enlig, alene – kært barn har mange navne, i noget der minder om for evigt. Stort set hele mit voksenliv har det bare været mig. Bevares, der har da været mænd. Nogle har tilmed hængt ved i årevis, men kærester er det aldrig blevet til. Det har langt overvejende passet mig glimrende. Jeg trives i mit eget selskab, og nyder at kunne gøre hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det, uden at skulle vende det med en anden.

Men de senere år har der sneget sig en snert af savn ind, et savn efter nærhed, tosomhed og dét at have én der synes at jeg er det bedste i hans verden. Ikke bare en der synes, at jeg da er meget sød – især i en brandert.

Inden jeg rejste til Paris, var jeg til kropsterapi hos allerbedste Siff, som jeg har gået hos i et års tid. Vi talte både om min forestående (solo)rejse, og vi talte om mit savn efter nogle dybere relationer. Og så var det at hun sagde, ‘Sabrina, alt det du ønsker dig i livet, kommer først når du ikke gemmer dig længere. Din frygt mod at dele dig selv ægte med andre, er dét der holder dig tilbage i alle aspekter af dit liv’ Selvom jeg jo egentlig godt vidste at det var sådan det hang sammen, gjorde det alligevel noget for mig, sådan at få det hele kædet sammen på dén måde. Hun udfordrede mig derfor til at dele helt ærligt om min oplevelse i Paris, så det prøver jeg.

Dét der ramte mig den morgen på vej mod lufthavnen, var savnet efter en partner. En makker jeg kan dele livets oplevelser med, de smukke, de sjove, de ligegyldige og de svære. Èn jeg kan savne når jeg er væk fra ham. Èn jeg kan skændes med bare fordi. Èn som er min allierede. Altid. Èn som jeg kan have et liv og en hverdag med, som hepper når det går mig godt, og som aer mig i håret når det hele er svært. Alt det savner jeg, og alt det håber jeg snart at få igen.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.