Christianshavn

Om first world problems, misundelse og dårlig samvittighed

Historier Personligt

Jeg har det jo egentlig meget godt, ret godt faktisk. Jeg er sund og rask, min familie er sunde og raske, og vi kommer overordnet set ret godt ud af det med hinanden. Jeg laver noget jeg synes er sjovt (for det meste), jeg kan betale mine regninger ved, at lave noget jeg synes er sjovt. Jeg har søde veninder, bor et afsindigt dejligt sted – tilmed til en husleje jeg kan betale alene, m

idt i København. Jeg er så privilegeret at få en del virkelig fine oplevelser, og spiser ofte dejlig mad og drikker ditto vin.

Det lyder da i grunden meget fornuftigt. Det gør det jo, og det synes jeg selvfølgelig også at det er. Helt ærligt, så har jeg jo ikke meget at klage over.

Men hvorfor bestiller jeg så nærmest ikke andet alligevel? Hvorfor centrerer min bevidsthed sig hele tiden omkring alt det som jeg ikke har, eller det som kunne være bedre? Burde jeg ikke bare være glad og tilfreds?

Jeg føler mig som det vildeste utaknemmelige skarn. Når jeg igen bliver misundelig på andre, over at de tjener mere, er pænere, slankere, har flotte hjem, fede karrierer, at de har kærester, børn og pensionsopsparing. At de tager på vilde ferier og har pænere tøj. Gad vide om nok nogensinde er nok? Min veninde har lige mistet sin far, og jeg tænker på, at jeg ikke har nok penge, eller nok tøj. Styr dig lige kvindemenneske! First world problems i allerhøjeste grad.

Det går bedre for mig end det har gjort i ret mange år, jeg er gladere, har fået min egen bolig efter hvad der føles som uendeligt mange år i det københavnske boligcirkus. Jeg har tilmed fået en bolig præcis dér hvor jeg drømte om at bo igennem et helt årti. Jeg er selvstændig og kan rent faktisk betale mine regninger, og det meste af tiden ved jeg også, at jeg kan betale dem i næste måned. Hvilket må siges at være et kæmpe privilegie som nystartet selvstændig. Jeg ved det jo godt, og jeg værdsætter også alle de ting, det gør jeg.

Jeg tror på at det er sundt at have nogle mål i livet, nogle ting man gerne vil opnå, men hvad hvis det altid bare bliver skruen uden ende? Hvad hvis det aldrig bliver godt nok.

De senere år, er stort set hele min gamle venindegruppe blevet udskiftet, nogle bevidst og andre er mere gledet ud i sandet. Jeg er blevet mere bevidst om hvilke mennesker jeg bruger energi på, og hvilke relationer der er gode for mig. Det tror jeg på er en virkelig god og sund øvelse, selvom den kan være svær.

Den venindegruppe jeg tidligere var en del af, der havde vi kendt hinanden tilbage fra folkeskolen. Super dejlige damer, ingen tvivl om det. Jeg har bare altid stukket lidt ud. Jeg har aldrig gået efter et helt traditionelt liv i forstaderne med hus og børn og et traditionelt job, jeg har altid drømt om andre ting, men jeg har ikke haft nogen til at inspirere mig og til at spejle mig i. Jeg har ikke rigtig vidst hvad alternativet var.

De mennesker jeg omgiver mig med i dag, er alle virkelig seje (primært) kvinder, som jeg på forskellig vis ser op til og som inspirerer mig. Jeg kender efterhånden så mange vidunderligt seje kvinder og jeg er fuld af beundring.

Desværre bliver jeg samtidig misundelig over hvor de er i deres liv. Over at de er længere end mig. Dén del kan være virkelig svær at arbejde med. Jeg under dem alt deres succes, og ved at de har knoklet for at nå dertil hvor de er i dag, men gud hvor ville jeg samtidig ønske, at jeg havde været bedre til at tage styring over mit eget liv, fremfor bare at lalle lidt rundt og ikke rigtig tage mig selv seriøst.

Jeg føler mig bagud på points, altid – også selvom det ikke er en konkurrence.

De seneste uger har jeg været ramt af en lidt overvældende rastløshed, et behov for at ryste posen, at blive stimuleret og at udvikle mig. Det er ikke noget ukendt fænomen for mig, det sker i grunden relativt ofte.

Jeg er sur på mig selv over at jeg ikke udretter noget, gør noget, gør det godt nok. At jeg ikke sætter gang i nye projekter, udvikler min virksomhed, at jeg ikke træner ordentligt eller spiser ordentligt. For hvor svært kan det lige være? Hvis jeg er utilfreds, kan jeg jo “bare” gøre noget ved det. Så hvorfor gør jeg ikke bare det?

Jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal starte, hvor jeg skal bevæge mig hen. Jeg føler mig håbløs uoriginal, idéløs og har meget svært ved at se hvilken vej jeg skal gå.

Jeg tager ingen skade af at have det sådan, og forhåbentlig munder det ud i noget godt, det gør det som oftest. Det er bare hårdt og frustrerende imens man står i det, og det kan tage lang tid.

Hvorfor deler jeg egentlig alt det her? Godt spørgsmål! Måske for at give et indblik i, hvilke tanker der også fylder, måske bare for at få det ud af systemet, måske i håb om at det vækker genkendelse hos bare en enkelt af jer derude.

Når det bliver skrevet ned på denne måde, kan det godt virke ret voldsomt og sådan kan det også godt føles. Overordnet set har jeg det dog godt, og har en fornuftig hverdag, der byder på en del rare ting hver uge. Til tider bliver jeg bare ramt af følelsen af at være alt for lidt, og det er naturligvis aldrig en morsom følelse.

Kan du genkende nogle af de ting jeg skriver, eller føler du at du er præcis der hvor du ønsker at være? Jeg elsker at høre jeres overvejelser.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.